Friluftsliv og aktiviter – det er slet ikke så svært!

Hvis du er ny inden for friluftsliv og aktiviteter, og du forestiller dig, at det kun er noget for folk, der kan overleve med en schweizerkniv og et stykke torv, så tager du fuldstændigt fejl. Jeg snakkede lige med en veninde den anden dag, og hun var helt forvisset om, at alt det friluftsliv havde gjort mig til en anden Robinson Crusoe, klar til enhver udfordring. Jeg blev simpelthen nødt til at slå en latter op – jeg tager jo ikke ud i ødemarken, men rejser rundt og oplever den (rimeligt fredelige) danske natur med min bedre halvdel ved min side.

Jeg er hverken alene eller uden en god portion mad, når jeg tager af sted, og selvom vi helt sikkert også fanger mad i naturen – for eksempel ved noget så fredeligt som at fiske – ja, så ‘overlever’ vi altså ikke uden super godt udstyr. Jeg tror, jeg fik hende overbevist om, at hun også sagtens kunne tage af sted på vandreture og prøve sig selv lidt af, uden at hun behøvede flere års erfaring.

Det fik mig til at tænke over, at jeg ville dele samme opfordring med alle jer derude! Det med erfaring skal nok komme, og I kan jo altid følge os for at få et par tips eller bare søge på nettet generelt, men det gælder jo bare om at starte et sted – så kommer resten helt af sig selv ;o) Og I aner ikke, hvad I går glip af – nu er de fleste af jer nok hooked på friluftslivet, siden I følger mig og min mand, men I kender sikkert mange, der ikke er det, og det er et budskab, der er værd at dele med dem: Det er ikke sværere, end du gør det til, og du får så meget igen!

Lige et par billeder til at inspirere til at komme af sted!

 

Janni Foverskov & Henrik Fiedler

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *